Der er skattefordele ved et holdingselskab

Et holdingselskab er ikke en selvstændig virksomhedsform, men et selskab, der står som ejer af andre selskaber. Ofte er et holdingselskab oprettet som et aktieselskab eller et anpartsselskab. Vælger du at etablere selskabsstrukturen, der indeholder et holdingselskab er det mest almindelige, at du stifter holdingselskabet og således er ejer af det. Holdingselskabet bliver derefter ejer af det eller de driftsselskaber du ønsker at oprette. Man stifter et holdingselskab, fordi det kan give betydelige forretningsmæssige samt skattemæssige fordele. Dem kommer vi ind på herunder.

Man kan overfører skattefrit udbytte i et holdingselskab

Hvis du ejer et driftsselskab via et holdingselskab, må det overskud, der genereres i driftsselskabet føres skattefrit ind i holdingselskabet. For at man kan det, er det imidlertid et krav, at holdingselskabet står som ejer af over 10 % af det pågældende driftsselskab. På den måde kan du spare driftsselskabets overskud op i holdingselskabet. Pengene kan du så anvende til for eksempel investering i andre selskaber eller virksomheder. Har du derimod ikke et holdingselskab, så skal du være opmærksom på, at der, inden en geninvestering i for eksempel andre virksomheder, skal svares personlig skat af det overskud, man udlodder fra driftsselskabet. Når et holdingselskab etableres betaler du kun selskabsskat af det genererede overskud.

Med et holdingselskab minimeres risici

Det er ikke muligt at drive en virksomhed uden at løbe risici rent forretningsmæssigt. Det kan medføre dårlige investeringer, der resulterer i manglende afkast, man kan være så uheldig at få nogle store erstatningskrav på halsen og i yderste konsekvens, kan det betyde at driftsselskabet må se en konkurs i øjnene. Har du hen ad vejen overført driftsselskabets overskud til et holdingselskab, undgår du dog, at de midler du har opsparet går tabt ved en konkurs. Er det for eksempel et stort erstatningskrav, der truer driftsselskabet, bliver det i driftsselskabet. Det kan almindeligvis ikke gå ud over holdingselskabet, da kreditorerne normalt ikke kan gøre deres krav gældende overfor holdingselskabet.

Når der er flere ejere af et selskab

Ved flere ejere er en holdingstruktur gavnlig på grund af sin fleksibilitet. Ejerne kan have vidt forskellige meninger om og behov i forhold til betaling af udbytte til privatforbrug. En ejer vil måske gerne have et større beløb ud til privatforbrug end den anden, som hellere vil undgå beskatningen i forbindelse med udlodningen af overskuddet. Løsningen er, at der stiftes et holdingselskab til hver ejer. Udbyttet kan så overføres skattefrit til hver af ejernes egne holdingselskaber. Derved kan hver ejer selv bestemme, hvor stor en del de vil tage ud til privatforbrug og, hvor stor del de vil beholde i holdingselskabet. Det man beholder i holdingselskabet kan udbetales senere eller, det kan for eksempel investeres i andre virksomheder.

Skattemæssige fordele ved salg

Der er store skattemæssige fordele, hvis et driftsselskab ejes af et holdingselskab i tilfælde af, at det skal sælges. Sælger dit holdingselskab et driftsselskab og ejer mere end 10 % af det, er den avance, der opstår gennem salget skattefri. Har du ikke stiftet et holdingselskab og derfor selv står som ejer af driftsselskabet, bliver du beskattet af avancen personligt. Det er ikke optimalt, hvis du nu for eksempel gerne vil bruge avancen til at investere i en ny virksomhed. Har du derimod et holdingselskab, kan du lade den skattefrie avance stå i holdingselskabet. Derefter kan du få dem udbetalt til dit private forbrug og først her betale personlig skat af pengene. Dermed undgår du at betale unødig skat. Lader du avancen stå i holdingselskabet og investerer dem siden i andre virksomheder eller aktier mm., vil du ikke på noget tidspunkt skulle svare skat af pengene fra salget.

Save

Save