Husk advokat ved boligkøb og salg

Advokat boligDet er uhyre vigtigt, at man ikke forsøger sig på ejendomsmarkedet uden rådgivere fx i form af en boligadvokat. Også selvom det koster penge. Det kan blive meget dyrt i den sidste ende selv at forsøge sig som specialist.

Til køber

Der er mange fordele ved at eje i stedet for at bo til leje, f.eks.glæden ved at have sit eget, hvor man næsten kan udfolde og indrette sig frit. Økonomisk set kan det også på sigt være en fordel at eje sin bolig. Men før man begiver sig ud på boligmarkedet, er det en god idé først at have fået en fornemmelse af, hvad man har råd til at købe, og hvordan ønskeboligen skal se ud.

Tal med en advokat

Det er jo i sidste ende økonomien, der har den største indflydelse på, hvilken bolig man vælger. Ejendomsmæglere, advokater og pengeinstitutter råder alle over den nødvendige ekspertviden inden for deres fagområde. Det er ikke kun de månedlige betalinger, der er afgørende. Det kræver kontanter at købe hus. Man gør klogt i at få opstillet et budget over udbetaling, gebyrer og stempel, advokat, flytning og maling og gardiner, m.v. Når man har skabt sig et overblik over sin økonomi, bør man udarbejde en liste over de krav, boligen skal opfylde. Kravene er forskellige, afhængig af familiens sammensætning, alder, interesser m.m.

Besøg ejendomsmægleren

Når man begynder at undersøge markedet, er det en god idé at henvende sig til ejendomsmæglerne i det område, hvor man gerne vil bo. Det er langtfra alle huse, der annonceres til salg i aviserne. Søg også efter boligen på Internettet. Den lokale ejendomsmægler kender prisniveauet og kan med det samme fortælle, om boligønskerne er realistiske. Når man har fundet et hus, man gerne vil se, så sørg for at have god tid til besigtigelsen. Hvis man straks kan se, at boligen tiltaler en, bør man gå den igennem flere gange. Hvis huset herefter stadig er interessant, så bed om tid til en ny gennemgang, hvor man eventuelt kan tage en bygningssagkyndig med.

Pas på skjulte fejl og mangler

Vær opmærksom på, at der eventuelt kan være skjulte fejl og mangler, som ejeren end ikke er klar over. Og vær opmærksom på, at boliger købt af dødsboer eller boliger købt på tvangsauktion købes som beset. Det betyder, at man ikke kan gøre sælger eller advokat ansvarlig for eventuelle fejl og mangler. For parcel- og rækkehuse kan man tegne en ejerskifteforsikring, når der foreligger en autoriseret tilstandsrapport. Skjulte fejl og mangler kan være en kilde til stadig irritation og udgifter. Læs tilstandsrapporten grundigt – få den evt. gennemgået af den bygningssagkyndige – og overvej det nøje, hvis sælger ikke har indhentet tilbud på en ejerskifteforsikring.  Som køber bør man også orientere sig om, på hvilke vilkår boligen kan forsikres, og hvad det koster.

Købsaftalen er det vigtigste dokument

Når den rette bolig er fundet, skal købsaftalen underskrives. Inden dette sker, kan der være elementer i handelsbetingelserne, der skal forhandles. Man bestemmer selvfølgelig selv, om man vil gennemføre købet på de betingelser, der er anført i salgsopstillingen. Synes man, at boligens pris er for høj, står det en frit for at komme med et købstilbud eller forhandle betingelser, som man ikke er tilfreds med. Man skal også tage stilling til, hvordan boligen skal finansieres. Der vil altid ligge et forslag fra mægler. Men hvis man som køber  har en særlig forkærlighed for en anden finansiering, står det en frit for at vælge dette. Der er i dag et væld af forskellige lånetyper, og det tilrådes at søge kvalificeret rådgivning herom. Husk, at købsaftalen er det vigtigste dokument i en bolighandel.

Når begge parter har underskrevet købsaftalen, er boligen handlet.  Aftalen er juridisk bindende. Derfor skal man ikke underskrive, før man har sikret sig, at handlen gennemføres på de aftalte vilkår. Skulle man fortryde købet, har man en fortrydelsesret. Den kan benyttes i seks hverdage efter købet. Det koster dog en lille procentdel af købesummen at få annulleret en købsaftale.  Man bør derfor lade en advokat gennemgå købsaftalen, inden man skriver under. Ejendomsmægleren er sælgers mand. Det er sælger, der betaler mægleren, og det er sælgers interesser, mægler skal varetage  bedst muligt. Mægleren er selvfølgelig en seriøs forretningsmand med en betydelig uddannelse. Men han er f.eks. ikke forpligtet til at oplyse om forhold, der ikke bliver spurgt om, med mindre de skal oplyses om ifølge lovgivningen.