Kend hustyperne, før du køber

Forskellige hustyperGår du og tænker på at købe et nyt hus? Så er det måske meget rart lige at få et overblik over de hustyper, der er mest almindelige i Danmark. Her gennemgår vi 10 forskellige typer, som du kan lade dig inspirere af i din boligjagt.

Landhuset

Man kan finde bondehuse på landet, der er bygget helt tilbage i 1700-tallet. Er de så gamle, er de ofte af sorttjæret bindingsværk med kalkede facader og stråtag. Er de bygget i 1800-tallet er bindingsværket ofte byttet ud med murstensvægge og tag af teglsten. Indtil omkring 1950 var landhuset den typiske boligform her til lands.

Byhuset

I perioden mellem 1800 og 1920 startede opførelsen af villakvarterer omkring de større byer og stationsbyer, som kom til efterhånden, som jernbanen blev opført. Det var de velhavende borgere, der byggede husene og de er ofte udsmykkede efter alle kunstens regler med et miks af tårne, blomsterranker, romerske staturer, græske søjler, store gesimser mm. De er ofte opført i røde mursten.

Patriciervillaen

Fra cirka 1860 og op til 1930 blev de store herskabelige villaer bygget som fik tilnavnet patriciervilla. I forhold til det før nævnte byhus er det et hus med mere enkle linjer og en streng symmetri. Ofte er villaen hvidpudset og med sort tegltag. Igen er det borgerskabet med penge på lommen, der opførte de smukke og imponerende huse – netop for at vise deres rigdom og betydning.

Murermestervillaen

Den hustype man kalder en murermestervilla er derimod bygget af middelklassen i perioden mellem 1915 og 1930. En murermestervilla er ofte et hus af røde mursten og rødt tegltag. Det kan også være pudset. Det er uden unødig pynt, men giver et indtryk af god kvalitet.

Funkisvillaen

I 1920’erne begyndte funktionalismen at sætte sit præg på nogle af de villaer, der blev opført. Stilen fik yderligere fodfeste ind i 1930’erne. Det er huse med en meget stram formgivning, uden pynt, med store vinduer, der er placeret efter, hvor lyset er fremfor efter at skabe et symmetrisk udtryk. Vinduerne er ofte placeret, så de går om husets hjørner, og der kan forekomme runde vinduer i for eksempel trappeopgange. Ofte er en funkisvilla i to etager med fladt tag.
Se eventuelt eksempler på Typehuse hos Eurodan-huse.dk her

Bungalowen

En anden mere beskeden hustype også fra 20’erne og 30’erne er bungalowen. Det er ligesom funkisvillaen et funktionalistisk hus med store hjørnevinduer. Husets grundplan er kvadratisk og taget er fire-sidet i en pyramideform og med en lav hældning. Facaden er af mursten, som kan være pudsede. Taget er ofte af tagpap eller eternit.

Den funktionelle villa

I 1930’erne blev der bygget mange villaer, der både bar præg af funktisstilen og den danske håndværkstradition. Det er et enkelt og solidt hus, ofte sat sammen af to bygninger eller i to etager. De kan have hjørnevinduer og runde vinduer, men har ikke fladt tag.

Murermestervilla fra 50’erne

En meget solid og velbygget villa. Huset er afdæmpet i stilen. Er ofte i røde mursten med saddeltag, der har stejl hældning og er lavet af røde teglsten. Træværket er ofte hvidmalet og der kan være skodder ved vinduerne, som dog er udelukkende til pynt.

Det modernistiske hus

I 50’erne blev der også opført huse i en mere modernistisk stil. De var rektangulære med et fladt tag. Der var store glaspartier, og som noget helt nyt var husets bærende konstruktionselementer synlige inde i huset i form af træbjælker, synlige søjler samt stykker af mur. Stilen har et japansk forbillede med en åben rumplan.

Parcelhuset

Fra 1960’erne og frem til 1980 blev der opført mange af de typehuse, som er kendt som parcelhuse. Huset er i en etage og fremstillet af bygningselementer lavet af letbeton. Huset har ofte en murstensskalmur af røde, gule eller endog hvide mursten. Det har eternittag med en lav hældning og et bredt tagudhæng. Parcelhuset har termoruder og store vinduespartier og skydedør mod haven.